Er du pårørende
Det kan være svært at håndtere, at et familiemedlem eller en nær ven eller kollega rammes af en gigtsygdom, som både kan være meget smertefuld og invaliderende.
Du vil sikkert meget gerne hjælpe, men det kan være svært at vide hvordan og hvor meget. Du er måske også bange for at sige eller gøre noget forkert. Her er nogle råd:
- Læs om gigtsygdommen. Så kan du bedre forstå og hjælpe.
- Vær klar over, at en gigtsygdom kan ændre den ramtes liv meget brat og meget hurtigt.
- Vær bevidst om, at gigtsygdom ikke kun rammer fysisk, men også psykisk (depression, manglende selvværd og livsglæde).
- Få nogle åbne og ærlige snakkestunder med din gigtramte pårørende. Stunder hvor du både lytter og spørger.
- Giv den hjælp din gigtramte pårørende ønsker, men pres ikke på.
- Hvis du er nærmeste pårørende, så tag med til lægen/på sygehuset, så du kan følge med i behandling m.m.
Generelt er det vigtigt, at alle involverede parter forstår gigtsygdommen og har et godt kendskab til behandlingen, og til hvad den nye situation indebærer for dagligdagen.
 |
Pårørende med overblik
|
|
Mennesker med en fysisk og psykisk belastende sygdom som gigt kan nemt miste overblikket og handlekraften. De har måske mest lyst til at trække sig tilbage fra omverdenen, men et behandlingsforløb kræver møde med nye mennesker, omgivelser og rutiner.
Det kan være en hjælp, hvis du som pårørende hjælper den gigtsyge med at huske aftaler med læge, fysioterapeut osv.
Der kan også være behov for, at du som pårørende har et grundigt indblik i sygdomsforløbet og holder kontakt med de relevante behandlere. Det kræver dog, at den syge giver behandlerne lov til at give dig oplysninger om sygdomsforløbet og behandlingen.
|
|
Praktisk støtte
|
|
Praktisk støtte er lige så vigtig som følelsesmæssig støtte. Du kan hjælpe på mange forskellige måder. Tag en god snak med vedkommende om dine tanker og planer om, hvordan du vil hjælpe. Det kan fx være rengøring, tøjvask, madlavning og indkøb. I kan også gå ture sammen.
Når I har mødtes, kan du afslutte ved at nævne, at du snart kommer eller ringer igen. Det viser interesse og omsorg.
|
|
Når krisen rammer
|
|
Når man får at vide, at man har en kronisk sygdom, kan man reagere med psykisk krise. Det kan være vanskeligt for familie og venner at finde balancen mellem på den ene side at hjælpe og støtte - og på den anden side give plads til, at den gigtramte klarer mest muligt selv. Som nær pårørende til et menneske i krise kan du måske være for tilbageholdende med at give plads til at tale om krisen. Du er måske bange for at rippe op i tingene og gøre det værre.
Et menneske i krise har ofte – men ikke altid – brug for at tale meget. Tit er det sådan, at den, der er i krise, har brug for at tale tingene igennem mange gange for at få det bearbejdet.
Det er helt normalt at gigtpatienter oplever tilbagevendende perioder med tristhed – også flere år efter at diagnosen er stillet. Hvis du ikke mener, at der er tale om en egentlig depression, viser du bedst din forståelse ved blot at acceptere tristheden og ellers opføre dig normalt.
Hvis du fornemmer, at der er tale om en egentlig depression, kan det være, at din pårørende har brug for dig til at skubbe et behandlingsforløb i gang, fx med psykologsamtaler og/eller antidepressive midler. Det kan være, at din pårørende har svært ved selv at se sin psykiske tilstand som behandlingskrævende. Sådanne situationer er svære, men prøv at blive enige om i hvert fald ét lægebesøg. Gå med til lægen og støt så langt du mener, det er nødvendigt.
|
|
Har din partner gigt
|
|
Det kan være svært at forstå den smerte og træthed, der følger med en gigtsygdom, men respekter alligevel din partners begrænsninger. Det kan være frustrerende at se sin partner have stærke smerter på grund af gigtsygdommen, og det kan være, at du føler dig vred, fordi sygdommen påvirker jeres forhold. Hvis din partner har haft gigt i lang tid, føler du måske, at du arbejder mere - både på hjemmefronten og generelt. Det er alt sammen helt normalt.
Det kan også være frustrerende, at din partner pga. smerte er tilbageholdende med den fysiske kontakt og måske endda trækker sig tilbage, når du ønsker at give ham/hende et knus.
- Husk, at din partner højst sandsynligt også synes, at det er svært og frustrerende.
- Tillad, at din partner måske har brug for lidt tid for sig selv – og derfor holder lidt afstand.
- Prøv at adskille rollen som plejer og partner.
- Sæt dig ind i, hvad gigt er og hvordan sygdommen påvirker din partner.
- Spørg ind til, hvad din partner har brug for. Hvis du lytter og prøver at forstå, hvordan sygdommen påvirker din partner og hvad hun/han har brug for, så kan det gøre jeres forhold endnu tættere.
- Husk at gigten kun er en ting, som påvirker jeres forhold, men at jeres forhold er meget mere end det.
|
|
|
|
|
|
 |
|
